Hanne Heinrich

Sognepræst Mikkel Højholts prædiken fra Skabelsesgudstjenesten

Her kan du genlæse Mikkel Højholts prædiken - god fornøjelse

Mette har lige læst op fra en børnebibel. Og det er der faktisk rigtig god mening med, fordi vi jo også er omgivet af billeder som børn fra 3.die klasserne har lavet. Og jeg må indrømme, at når jeg ser dem, så er det ligesom skabelsesberetningen i Bibelen ændrer lidt karakter; det er ikke så meget en bageopskrift på hvordan Gud skabte verden. Det er heller ikke en nøjagtig rapport over hændelser for lang tid siden; men måske er det mere noget, vi kender fra børnene; at når Gud skaber, ja og det går som en leg. Børnenes kreativitet tror jeg ligner Guds skabermagt meget mere end de voksnes gravalvorlige planlægning.

For hvis Gud både skaber tossede tissemyrer, klamme regnorme, elegante svaler og smalfede duer, samt hvaler og missekatte og mennesker, og sætter os i en verden med både varme og kulde og lys og mørke og vinter og sommer, så er Gud i den grad et glad legebarn, der med sin finger tegner åer i landskabet, blæser skyer op som var det sæbebobler og ridser fingeraftryk i menneskefingre og bare kan blive ved og ved.

Legen er rigtig god. Og det fede er, at vi på en eller anden måde er inviteret med i legen. Også vi kan skabe. Vi kan lave billeder, men vi kan også lave fabrikker og enorme majetærskere og alt muligt. Og jeg tænker, at hvis vores opmærksomhed på økologi ikke skal blive alt for tør eller med konstante rynkede øjenbryn og mega selvhøjtidelig alvor, så var det måske ikke så dårlig idé at lade sig inspirere af børnenes billeder her, og huske på, at vi ikke bare skal være opmærksomme på økologien, fordi vi ellers får forurenet hele jorden, men også se det som en måde at være med i legen på. Den skabende leg.

Hvis vi kunne gå til økologien med samme munterhed og legesyge som vi finder i skabelsesberetningen og i vores egen kreativitet, så tror jeg egentlig at vi har et rigtigt godt udgangspunkt. Og det er for mig at se den bedste måde at tage ansvar for Guds skaberværk på.

Vi skal ikke begynde med at være skræmte eller have dommedagsforestillinger. Vi skal begynde med at sige: Hvad skal jeg sige, når jeg ser vrimlen i skovene, kornet der bølger på marken, liljerne der bare er klædt langt smukkere end nogen modedesigner kan finde på og ser fuglene, der ikke sår og høster men alligevel får mad og kaster sig muntert ud i luften og gør ting som vi slet ikke kan.

Hvis vi lægger grunden i glæden, nemlig glæden over alt det som Gud har givet os, så tror jeg også at vi kan tage ansvaret og alvoren på os.

Og når både Guds hænder og vores hænder kan røre ved verden og skabe, og vore øjne kan se at det skabte er godt og vi gør vores for at bevare det, så kan legen kun blive rigtig god og fortsætte i mange generationer – til Guds og menneskers glæde. Amen.