BIBELEN & BÆREDYGTIGHED

1. Mosebog kapitel 2, vers 15: Gud tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den.

Fra begyndelsen er mennesket sat til at vogte Edens have. Dvs. det er ikke menneskets egen have, det råder over, men et område, som det har ansvar for på en andens vegne, nemlig Guds. Når man forvalter noget, der ikke er ens eget, kan man ikke gøre med det, hvad man vil. Det udfordrer tanken om ejendomsretten. Nok kan vi eje et stykke jord for en kortere eller længere tid, men det giver ingen ret til grådig udnyttelse eller tankeløs ødelæggelse. Menneskets grundlæggende forhold til jorden er, at den er os betroet, og det forventes efter bibelsk tankegang, at vi værner om det, vi er betroet.

 

1. Mosebog kap. 1, vers 26:

Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.”

Efter bibelsk tankegang har mennesket lige siden tidernes morgen haft en særstilling i forhold til alt andet af det skabte. Det udtrykkes med, at mennesket er skabt i Guds billede, dvs. det har lighedstræk med Gud, men det er ikke Gud, og det kan ikke det Gud kan: skabe ud af ingenting.
Til menneskets særstilling hører tillige myndigheden til at herske over alt andet levende. Det er nærliggende at forstå herske som det at underlægge sig og beherske, og dermed at kunne udnytte, måske endda at kunne udnytte hensynsløst. Der er dog også et andet aspekt ved det at herske, som nok ligger mere i tråd med Bibelens tankegang, nemlig det at have ansvar og omsorg for alt andet i skaberværket. Det er ikke tyrannens eller despotens magt, mennesket udrustes med, men derimod en myndighed til at se til, at alt går retfærdigt for sig og med ansvarlighed og omsorg for det betroede at sørge for, at der ikke sker misbrug eller overforbrug.

”At leve på en måde, der ærer planeten i stedet for at true den, er at udleve hvad det vil sige at være skabt i Guds billede”.

Sagt af ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams.

Romerbrevet kapitel 4, vers 17-18: Abraham er jo blevet stamfar for os alle sammen, som der også står i Skrifterne: ”Jeg vil gøre dig til stamfar for mange folk”. Fra Guds side står løftet fast – den Gud, som Abraham troede på, som gør de døde levende, og som skaber det, der er til ud af det, der ikke er til. Selv om det så håbløst ud, håbede og troede han, at han ville blive stamfar til mange folk, ligesom det var forudsagt: ”Utallige bliver dine efterkommere” (Oversættelse fra ”Den Nye Aftale” Det Nye Testamente på nudansk, udgivet af Bibelselskabet).

Klimaforandringer, voldsommere vejrlig, der giver sig udslag i, at der er for meget vand visse steder og alt, alt for lidt vand andre steder, at indlandsisen smelter, at Stillehavsøer står overfor at blive opslugt i oceanet, at der kommer voldsommere regnskyl, orkaner, tyfoner og meget andet, det kalder alt sammen på dommedagsbilleder og dommedagsrædsel. Verden går under, vil nogen sige, udviklingen er uafvendelig.
Der er det med dommedagsprofetier, at de efterlader os passive, handlingslammede, uvirksomme. Vi kan ikke bruge dem til noget. Det kan sandt at sige lyde og se håbløst ud, når man følger med i klimaforandringernes udvikling, men overfor håbløsheden er Bibelens og troens stærkeste kort håbet. Håbet er som en kikkert, der giver os mulighed for at rette blikket mod det, der ligger ud over alt det, vi kan se, det er hinsides indicier, forventninger og prognoser.
I brevet til romerne vil Paulus indgyde sine modtagere håb i en vanskelig situation ved at henvise til historien om Abraham. Gud havde lovet Abraham, at han skulle blive stamfar til et stort folk, men årene gik og han fik ingen børn. Da han og hans hustru, Sara, var kommet langt op i årene, fik Abraham en dag at vide, at de, deres høje alder til trods, skulle få en søn. Det er historien om, at det, der egentlig er umuligt, det bliver muligt. Abraham håbede, selv da alt håb var ude.
Håb giver mod til at tro, at tro på det, der synes umuligt og håbløst. Håb giver kræfter til at arbejde for det, vi ikke kan se. Håb om en bedre fremtid, kan være med til at sætte forandringer i gang. Håb giver frimodighed og åbner for nye perspektiver.
 

”Det er almindelig fornuft, at vi må behandle hinanden værdigt, og at ingen af os kan have patent på den klode, vi lever på. Vi har kun dette ene ”skabelsens hus”, og ingen af os kan hævde at have ejendomsretten til hele jorden eller til alle ressourcer. Det er logik, og det kan mennesker forstå, uanset om de er katolikker, protestanter, muslimer eller ikke-troende”.

Sådan udtaler kardinal Reinhard Marx, pavens økonomiske rådgiver. Citeret fra Kristeligt Dagblad lørdag den 20. august 2016

Den danske Salmebog, nr. 298 v. 3:

Livets Træ ved flodens rand
vokser op i troens land
så Guds-folket mad og drikke
midt i ørken savner ikke,
lever højt ved Herrens bord.

Verset fra Grundtvigs salme her klinger af fortællingen om israelitternes 40 år lange hjemløse vandring i ørkenen. De brokkede sig og gav ondt af sig pga. den usikre tilværelse, de var blevet ført ud i efter flugten fra Egypten. Da er det, der kommer et vagteltræk til aften, og den næste morgen ligger der et finkornet lag som af rim hen over jorden. Moses siger til dem, at det er det brød, Gud giver dem at spise, og at de skal samle sig så meget, som hver husholdning kan spise. De må ikke gemme noget til næste dag. Men hvem kan dy sig for at samle til huse? Det kunne i hvert fald ikke alle i israelitternes lejr, men da de vågnede næste morgen, var det, de havde lagt til side, fordærvet.
Det kan være svært ikke at hamstre, og fortællingen er nok så meget en udfordring som en opfordring om ikke at samle mere til sig end det, man har brug for.  Selvom der er flere fisk i havet, skal vi ikke hive flere op, end vi har brug for. Selvom der kan dyrkes flere afgrøder, skal vi ikke høste mere, end vi har brug for. Hvad er nok, må vi spørge os selv, fremfor til stadighed at optimere og maksimere.

Lukasevangeliet kap. 9, vers 25:

Jesus har sagt: ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv”?

Luksus og forbrug skaber glæde og velvære, men der er noget, der tyder på, at kurven på et tidspunkt knækker, og det i stedet efterlader et menneske i en følelse af tomhed. Og vi må spørge: Hvad behøver vi i grunden? Hvad er nok? 
Det er et tricky spørgsmål, for hvem er i stand til at sige, hvad nok er? Hvad der er nok for nogen, vil være luksus for andre. Det handler om at finde en måde at være tilfredse med det, vi har og at værdsætte det. Sagt kort handler det om at være, mere end at have. Det kan nu let misbruges til at sige, at de fattige skal være tilfredse med, hvad de har. Men det er ikke tilfredshed forstået på den måde. Det har en anden nuance, som den danske teolog K.E. Løgstrup udtrykker det, når han siger, at selve skabelsen er grundlaget for vores liv, og det liv er den største gave af alle. Det giver en tilfredshed med livet, som hviler på glæde ved overhovedet at være en del af Guds skaberværk.

3. Mosebog kap . 25, 3-5: 

"Seks år skal du tilså din mark, og seks år skal du beskære din vingård og høste afgrøden; men i det syvende år skal landet holde fuldstændig hvile, en sabbat for Herren; da må du ikke tilså sin mark eller beskære din vingård. Hvad der har sået sig selv efter din høst, må du ikke høste, og druerne fra de ubeskårne ranker må du ikke plukke. Landet skal have et hvileår."

Gud har udstyret alt det skabte med værdighed. Som mennesket har fået en cyklus på 7 dage, hvor den ene dag er helliget til at hvile, har landjorden fået den samme ret til at hvile. Ifølge bibelen burde menneskene ikke dyrke jorden hvert syvende år. Vi behøver ikke tage det bogstaveligt i dag, men lægge os på sinde ikke at udpine jorden. Intet levende kan yde og yde uden at lade op, samle kræfter og komme sig.

Tredje Mosebog kapitel 19, vers 9:

”Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud”.

20 % af verdens befolkning forbruger 80 % af jordens ressourcer. Dvs. at 20 % af verdens befolkning forbruger langt ud over det, de kan høste eller indsamle på det, der svarer til deres eget areal, mens 80 % af verdens befolkning er henvist til at deles om de resterende 20 % af ressourcerne. Samtidig står de 20 % mest forbrugende for 80 % af udledningen af drivhusgasser. Fordeling af jordens ressourcer og udledning af drivhusgasser handler om etik og om retfærdighed. Det er verdens fattige lande, der rammes hårdest af følgerne af klimaforandringer i form af tørke, oversvømmelser og voldsomme vejrlig. Samtidig er det de fattige lande, der har færrest ressourcer til at rydde op og genopbygge efter en naturkatastrofe. Der fremstilles på verdensplan tilstrækkeligt mad til at brødføde jordens befolkning to gange. Det er et spørgsmål om at besinde sig på Bibelens ord om ikke at overhøste sit areal, men tværtimod at lade noget ligge til den trængende.